Historien

 

Kunst i højformat

 

Af Bo Trolle

 

p5237178               

Historien om de langelandske kunsttårne tog i princippet sin begyndelse, da Langelands Elforsyning i begyndelsen af 1980’erne besluttede at omlægge ledningsnettet fra luftledninger til kabler i jorden. Derved mistede de gamle transformatortårne deres betydning og gik en uvis skæbne i møde. Nedrivning syntes at være den mest nærliggende løsning.

 

Så galt gik det heldigvis ikke, for folk med sans og respekt for bevaring af bygninger af kulturhistorisk betydning, begyndte at røre på sig for at redde i hvert fald en del af tårnene, der siden elektricitetens indtog har stået som markante fikspunkter i landskabet. I starten var der 40 tårne, men der kom flere til, så på et tidspunkt blev strømmen fordelt via 80 tårne. Da kabellægningen var tilendebragt, stod dog kun knap halvdelen tilbage.

 

I 1995 tog Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø initiativ til en registrering af tårnene. Den blev gennemført i samarbejde med Langelands Museum for at finde ud af, hvilke tårne der var bevaringsværdige.

 

Men der var samtidig er erkendelse af, at hvis man ikke fandt et formål at bruge tårnene til, var det omsonst med en bevaringsindsats. Bygninger, der ikke er i brug, har en tendens til at blive overladt til glemsel og forfald.

 

I november-nummeret 1998 af Elnyt, elværkernes daværende forbrugerblad, efterlyste redaktionen ideer til fremtidig anvendelse af tårnene, og skrev bl.a.:

 

 

- Langt den bedste beskyttelse af bevaringsværdige bygninger sker ved, at de bruges. Men hvad skal transformatortårnene bruges til? Elteknisk er der ofte ikke brug for dem længere. Tårnene er af beskeden størrelse og spredt omkring i det åbne land, hvad der ikke synes at give mange muligheder.

 

 

Kunstneren Hans Kjær, Rudkøbing, kunne imidlertid sagtens se muligheder. For ham var det helt oplagt at bruge dem til kunstneriske formål, når de var tømt for tekniske installationer. Han forelagde ideen for Langelands Elforsyning, som tog godt imod forslaget.

Ideen var at stille et tårnene til rådighed for kunstnere, som fik frie tøjler til at udsmykke hvert deres tårn. Men det skulle ikke være en permanent udstilling. Tanker var og er stadig, at udsmykningerne skal udskiftes sådan cirka hvert tredje år, så andre kunstnere også for mulighed for at møde den udfordring, det er at gøre et højt, smalt tårn til en samlet kunstnerisk enhed.

 

De først tre kunsttårne blev indviet i 2003, nogle år senere var der seks, og dermed var grundlaget for visionen om at etablere Danmarks længste kunstudstilling på plads. En arbejdsgruppe bestående af langelandske kunstnere, repræsentanter fra Langeland Kommune, Turist- og Erhvervsforeningen Langeland og Langelands Elforsyning arbejdede videre med ideen.

 

Det foreløbige højdepunkt kom i 2010 med åbningen af yderligere fem kunsttårne, så der nu er 12 tårne jævnt fordelt over hele Langeland. Det skete i forbindelse med Langelands Elforsynings 100 år jubilæum og blev markeret med en særdeles velbesøgt fernisering.

 

I foråret 2010 stiftedes fonden De langelandske Kunsttårne, der har til formål at styre projektets videreførelse og sørge for vedligeholdelse af tårnene. Fondens kapital er en kvart million kroner, som alene er indskudt af Langelands Elforsyning i form af tårnene og kontanter.

 

Så udover at sikre de gamle transformatortårne en betryggende fremtid har Langeland fået en unik attraktion og kunstnerne en spændende legeplads.

 

Kontakt De Langelandske Kunsttårne:

kunst

Denne hjemmeside bruger cookies.

Læs mere om vores cookies på siden fortrolighedspolitik.