Forside » Affald » Affald fra husholdninger » Sorteringsvejledning
Sorteringsvejledning
I Langeland Kommune sorterer vi affald i 10 forskellige typer hjemme i husstanden.
Jo bedre du sorterer dit affald, jo mere kan vi give videre til fremstilling af nye produkter.
De 10 typer affald
Alle 10 typer affald kan du aflevere i dine affaldsbeholdere på din egen adresse eller i den affaldsø, som din adresse er tilknyttet.
“Det giver mig god samvittighed, at sortere mit affald.” – Ditte Toft Juste
“Det er blevet meget nemmere at gøre noget godt for miljøet, når beholderen til affalds-sortering står lige uden for døren.” – Simon Juul
“Det føles godt at sortere, og det er hurtigt blevet en naturlig del af daglig-dagen.” – Gustav Bæk
“Med denne affaldsordning sparer vi en tur på lossepladsen med glas/metal.” – Christian Schou Jensen
Bioaffald og restaffald
Hvilken affaldspose?
Vi har tidligere udleveret grønne affaldsposer til bioaffaldet. Det gør vi ikke længere. Du kan nemlig bruge en hvilken som helst affaldspose til dit bioaffald.
Det gør ikke noget at affaldsposen er af plastik – det bliver nemlig sorteret fra når bioaffaldet behandles i sorteringsanlægget.
Sørg altid for at binde en god knude på affaldsposen. Det minimerer lugt og fluer i din affaldsbeholder, og hjælper samtidig med at holde den ren i længere tid.
Ifølge et europæisk og nationalt mål skal vi genanvende:
– mindst 55% i 2025
– mindst 60% i 2030
– mindst 65% i 2035
Når vi i fællesskab skal nå et mål om mere genanvendelse kræver det, at du som borger involveres og bliver opmærksom på at sortere dit affald. Til gengæld er det vores opgave at hjælpe dig med at bortskaffe dit sorterede affald.
Miljøfakta
Bioaffald og restaffald
Din affaldsbeholder til bio- og restaffald er 2-delt, så du kan bruge den til begge typer affald.
Både dit bioaffald og restaffald er brugbart til at skabe energi på flere måder. Restaffald brændes. Varmen fra ilden udnyttes dels til el og dels til varme. Dit bioaffald omdannes til biogas, der kan bruges som brændstof eller til produktion af el og varme.
- Som bioaffald skal du sortere alle typer madrester, både rå og forarbejdede. Du kan også lægge teblade, kaffegrums og afskårne blomster i dit bioaffald.
- I dit restaffald skal snavset emballage fra take-away, støvsugerposer, bleer, strøelse fra mindre husdyr og blisterpakker.
Ressourcer i dit affald
Fremover skal du ikke tænke ‘affald’ men i stedet tænke ‘ressourcer’ hver gang du smider noget væk. Dit affald kan nemlig blive til nye produkter, når det genanvendes. Derfor er det vigtigt, at dit genanvendelige affald ikke ender i forbrændingsovnen.
‘Det ideelle ville være, hvis alle sorterede affald så godt, at
mængden af deres restaffald kun udgør et par poser, når
beholderen bliver tømt hver 14. dag.’
Thomas Strandmark, Langeland Affald ApS
Vi henter dit bioaffald og restaffald hver 14. dag hele året rundt. Du skal selv sætte den frem til skel, så skraldemanden har let adgang til den.
Har du mere end én beholder til bio- og restaffald?
De fleste husstande i kommunen har en 2-delt affaldsbeholder på 240 liter. Andre husstande, som genererer mere affald, kan have flere beholdere til bioaffald og restaffald. Sørg for at sætte alle beholderne frem til tømningsdag.
Pap/papir og glas/metal
Glas og metal skal i samme rum i genbrugsbeholderen
Vi indsamler glas og metal i samme rum i genbrugsbeholderen.
Det gør vi fordi vores aftagere nemt kan sortere metal fra glas, når de behandler det til genanvendelse.
På den måde undgår vi at der skal opsættes en 3. affaldsbeholder hjemme i indkørslen hos vores forbrugere.
HUSK at glas og metal skal ligge løst i beholderen. Du skal derfor ikke benytte en affaldspose til glas og metal.
Tømning af beholderen
Din Genbrugsbeholder bliver tømt hver 4. uge.
- Metal fra tomatdåser og drikkedåser kan smeltes om til nye produkter som cykler, gryder og dåser.
- Et syltetøjsglas og en vinflaske kan smeltes om til nye glas og flasker. I processen går en lille smule glas tabt, men 89 % bliver til nyt glas.
Globalt er metaller en knap ressource, så det er vigtigt at vi genanvender dem. Samtidig sparer vi 11 kg CO2 for hvert kg genanvendt aluminium. Genanvendt glas bruger 15% mindre energi frem for at producere ny råstoffer til glas.
Genbrugsfakta
Pap/papir og glas/metal
Genbrugsbeholderen bruges til indsamling af pap/papir og glas/metal-emballager, så du kan spare en tur eller to til genbrugspladsen.
I Genbrugsbeholderen skal du i den ene side komme pap og papir, og i den anden side skal du komme glas- og metal-emballager fra din husholdning
- Pap og papir skal være rent og tørt, inden det puttes i genbrugsbeholderen.
- Glas- og metalemballagerne skal være tømt for indhold og skrabet rene, inden de puttes i Genbrugsbeholderen.
Du kan aflevere glasflasker fra vin, øl og sodavand, emballageglas fra rødbeder, pulverkaffe og syltetøj, glasflasker fra ketchup og dressing, øl- og sodavandsdåser, konservesdåser, fyrfadsholdere, alubakker og kapsler og låg i din beholder.
Plast og mad-/drikkekartoner
Plast og mad-/drikkekartoner
Vi henter sorteret plast og mad-/drikkekartoner fra alle husstande i Langeland Kommune.
Hvornår tømmes affaldsbeholderen til plast og mad-/drikkekartoner?
Beholderen bliver tømt med 4 ugers interval.
Ønsker du en printet tømningskalender? Find den her.
Du kan også hente vores app, hvor du finder god info om din affaldsordning generelt – og hvor du kan få en notifikation inden vi henter affald på din adresse.
I sommerhusområderne er der opsat en container til plast og mad-/drikkekartoner på de eksisterende affaldsøer.
Sådan sorterer du plast og mad-/drikkekartoner
I Langeland Kommune indsamles plast og mad-/drikkekartoner i samme beholder.
Ja tak:
- Bære- og fryseposer
- Plastbakker og plastdunke
- Klar og farvet folie
- Slikposer
- Bobleplast
- Drikkekartoner (fra f.eks. mælk og juice)
- Fødevarekartoner (fra f.eks. yoghurt, fløde, is og supper)
Nej tak:
- Skumgummi
- Flamingo
- Gummistøvler
- Haveslanger
- Plastbeholdere med indhold (skal i restaffald eller farligt affald)
- Pizzabakker og papkrus (skal i restaffald)
Hvor rent skal det være?
Emballagen skal være tømt for indhold og/eller skrabet ren.
Brug en affaldspose
Det er vigtigt, at dit plastaffald lægges i en lukket pose inden det kommer i affaldsbeholderen. Derved flyver de lette stykker plastik ikke ud i forbindelse med tømning.
Du må gerne blande plast og mad-/drikkekartoner i samme pose inden det lægges i affaldsbeholderen.
I 2025 skal husstande i alle EU-lande sortere affald efter samme regler. Langeland Kommune efterlever fra 1. januar 2024 regeringens plan om at husstandsaffald i Danmark skal sorteres i 10 affaldstyper.
Miljøkassen - til farligt affald
Når din miljøkasse er fuld
Når din miljøkasse er fuld – eller vejer max 5 kg. – kan du stille den frem til skraldemanden samme dag som din beholder til pap/papir/glas/metal bliver hentet. Så bliver din beholder byttet med en ny.
Du kan også selv tage miljøkassen med på genbrugspladsen i Rudkøbing, hvor du kan få den byttet til en ny.
Fakta om Miljøkassen
- Ordningen er obligatorisk fra 1. januar 2022
- Miljøkassen bliver uddelt til enfamliehuse med egen genbrugsbeholder fra uge 4 til sommerferien
- Der er sorteringsvejledning på låget, så du helt præcist ved, hvad du må lægge i Miljøkassen
- Kassens mål er L: 39,5 cm / B: 27,5 cm / H 31,5 cm
Miljøkassen - til farligt affald
Miljøkassen skal anvendes til indsamling af farligt affald, og vil gøre det nemmere for dig at sortere og aflevere dit affald korrekt.
Ordningen med indsamling af farligt affald er indført for at sikre og øge frasorteringen af farligt affald. Farligt affald kan give store problemer for miljøet, hvis det ikke behandles rigtigt. Nogle typer farligt affald kan sive ned i undergrunden og forurene grundvandet, andre typer kræver forbrænding på specialanlæg, så luften ikke forurenes.
Brug Miljøkassen til elpærer, småt elektronik, batterier og diverse plante- og insektgifte.
Ta’ et kig på Miljøkassens sorteringsvejledning
Din miljøkasse skal ikke stå udendørs permanent. Du bør opbevare kassen indenfor eller i garage/udhus/kælder, så den ikke bliver beskidt og udsat for regn/varme/kulde.
Din miljøkasse bør kun stå ude, når du har sat den klar til afhentning.
Flydende affald – f.eks. kemikalier – skal være tætlukket emballage, og stå med åbningen opad, så indholdet ikke løber ud i kassen.
Du bedes holde de forskellige typer affald adskilt i kassen, f.eks. ved at lægge batterier i en pose og elpærer i en papkasse.
Pak miljøkassen rigtigt
Opbevar miljøkassen indendørs
Alle de indsamlede miljøkasser samles på Rudkøbing Genbrusplads, hvor kassernes indhold bliver håndsorteret af vores personale.
Personalet er uddannet til at sortere og pakke det farlige affald, inden det sendes videre til et godkendt modtageanlæg til den videre miljøbehandling. Herunder kan du læse hvad der sker med det indsamlede farlige affald.
Vi tager hånd om det farlige affald
Olie og kemikalier
Olie- og kemikalieaffald sorteres i over 30 forskellige typer, som pakkes i tromler og sendes til videre forarbejdning.
Noget affald kan behandles, så det er muligt at genanvende ressourcerne i affaldet. Andet affald skal efterfølgende brændes på særlige forbrændingsanlæg, der sikrer, at der ikke sker miljøforurening i forbindelse med forbrændingen.
Lyskilder
Lyskilder som lavenergipærer indeholder giftige kviksølvdampe, som kan opsamles og genanvendes.
Op til 98% af materialerne i en lavenergipære kan genanvendes.
Elektronik-affald
Elektronik og elektronisk affald sorteres for sig og sendes videre til genanvendelse.
Dette affald indeholder blandt andet sjældne metaller, som kan genindvindes og bruges i nye apparater.
Batterier
Batterierne sendes til et behandlingsanlæg, der sorterer dem og sikrer genanvendelse. Fx kan 79% af materialerne i Nikkel-Cadmium batterierne genanvendes.
Batterier indeholder tungmetaller, som kan udvikle giftig røg, hvis batterierne brændes.
Ved at frasortere batterier, sikres vigtige råstoffer til genanvendelse og miljøet skånes.
Læs om batteri-ordningen på Langeland.
Medicin og kanyler skal afleveres på apoteket
Har du medicinrester eller medicin du ikke kan/må benytte længere, så skal du aflevere det på et apotek.
Har du behov for at komme af med brugte kanyler er det vigtigt, at du anskaffer dig en særlig kanyleboks fra apoteket. Kanyler er nemlig højrisikoaffald, der kan indeholde både sygdomsbakterier og medicinrester, og derfor kan vi ikke risikere, at vores ansatte stikker sig på dem.
Kanylebokse må ikke lægges i den røde Miljøkasse, men skal afleveres på apoteket.
Eksplosiver skal afleveres hos politiet
Lovligt fyrværkeri er mærket enten med et SIK-nummer, BRS-nummer eller med CE-mærket.
Hvis fyrværkeriet ikke er udstyret med en af disse former for mærkning er det ulovligt og må ikke afleveres på genbrugspladsen.
I stedet skal politiet kontaktes. Politiet sørger for, at fyrværkeriet bliver hentet. Det må ikke afleveres på politistationen.
Tekstilaffald
Tekstilaffald
Indsamling af TEKSTILAFFALD er en affaldsordning, som blev indført 1. juli 2023.
Hvis dit tøj eller tekstil er så slidt eller iturevet, at det ikke kan sælges, gives væk eller bruges af andre, så skal det sorteres som tekstilaffald.
Du kan få hentet tekstilaffald ved din bolig hver 4. uge.
Du kan også aflevere tekstilaffald på genbrugspladserne i Lejbølle, Helsned og Rudkøbing.
Aflevér dit tekstilaffald i den udleverede røde pose.
Det er vigtigt, at tekstilaffaldet er tørt, når du lægger det i den udleverede røde pose.
Du skal sørge for at binde en god knude på posen – eller evt. lukke den med strips – så indholdet ikke får fugt og mugner.
Når du skal skille dig af med tøj og tekstil skal du fremover vurdere, om det skal til GENBRUG eller sorteres som TEKSTILAFFALD.
GENBRUG: Hvis dit tøj eller tekstil ikke fejler noget er det en god idé at give det videre eller sælge det, så andre kan få glæde af det.
TEKSTILAFFALD: Hvis dit tøj eller tekstil er så slidt eller iturevet, at det ikke kan sælges, gives væk eller bruges af andre, så skal det sorteres som tekstilaffald.
VEJLEDNING I AT VURDERE DINE TEKSTILER
Vurdér altid kvaliteten af dine udtjente tekstiler
De udleverede poser skal gerne holde til et år. Hvis du har behov for flere poser, kan de købes på vores kontor på Nørrebro 207A, Rudkøbing.
Har du brug for flere poser?
Der er forskel på hvordan dit tekstilaffald bliver indsamlet alt efter om du har egne affaldsbeholdere eller om du deler affaldsløsningen med dine naboer.
– Når din ejendom har egne affaldsbeholdere –
Dit tekstilaffald skal afleveres i en af de udleverede poser til tekstilaffald.
Når den fyldte pose er lukket med knude eller strips, skal den sættes ud til skel, så skraldemændene kan se den.
Poserne med tekstilaffald bliver indsamlet af skraldemanden hver 4. uge i fast turnus.
Sæt derfor posen sammen med din rest-/biobeholder på den tømmedag, hvor der indsamles plast og mad-/drikkekartoner.
– Når din ejendom er tilknyttet en affaldsø –
Dit tekstilaffald fra sommerhusområderne på Langeland skal afleveres på genbrugspladsen i en af de udleverede poser til tekstilaffald. Sørg venligst for, at lukke posen grundigt.
I Rudkøbing Indre by vil der stå en container til tekstilaffald på den affaldsø, som du plejer at benytte til dit husholdningsaffald.
— — —
Hvis du bor i etageejendom eller boligkompleks, hvor du deler affaldsløsning med dine naboer, skal tekstilaffaldet afleveres til skraldemanden samme sted, som dit almindelige husholdningsaffald.
Indsamling af tekstilaffald skal bidrage til, at flere genanvendelige fibertyper finsorteres og oparbejdes til nye genanvendte råvarer som f.eks. isoleringsmateriale (i bildøre, i vaskemaskiner el.), i stedet for at ende til forbrænding. Behandlingsløsningen kan også håndtere eventuelle genbrugsegnede tekstiler i tekstilaffaldet.
Hvad sker der med tekstilaffaldet?
I 2025 skal alle lande i EU sørge for, at tøj- og tekstilaffald sorteres og indsamles.
Det danske Folketing har besluttet, at danske husholdninger skal begynde senest 1. juli 2023.
Tekstilaffald i EU og i Danmark
Indsamling af batterier
Indsamling af batterier
Der er flere muligheder for at aflevere dine brugte batterier på Langeland.
Aflevér dem her:
1) På låget af din genbrugsbeholder
Læg batterierne i en klar plastpose på låget af din affaldsbeholder – så tager skraldemanden de brugte batterier med til genbrugspladsen.
2) Benyt din røde Miljøkasse – som er på vej til dig i februar/marts 2022
Læg batterierne i en pose i Miljøkassen, og få ombyttet Miljøkassen samme dag, som du får tømt din genbrugsbeholder.
3) Ta’ dem med på genbrugspladsen
Du kan også tage de brugte batterier med på genbrugspladsen, hvor du kan aflevere dem i en klar plastpose, som du skal aflevere som farligt affald.
Vi sørger for, at de indsamlede batterier bliver afleveret til den nationale indsamlingsordning, som sørger for, at de kommer videre til producenterne.
Det er nemlig producenterne af batterier, der har ansvaret for at sikre, at batterierne bliver bortskaffet på en måde, der ikke belaster miljøet.
Det er nemt at komme af med brugte batterier
Husk de skjulte batterier
Vær opmærksom på, at mange ting indeholder skjulte engangsbatterier.
Derfor skal du også bortskaffe for eksempel legetøj med lys eller lyd, det syngende fødselsdagskort fra moster Oda, blinke-slipset fra julefrokosten og hårbøjler med lysdioder som farligt affald.
På Langeland kan vi ikke tilbyde en ordning hvor skoleklasser og/eller foreninger indsamler batterier, og modtager et pengebeløb for at hjælpe med indsamlingen. Det skyldes, at vi har en afsætningsordning med producentansvar (kaldet WEEE), som henter batterierne hos os gratis.
Med andre ord modtager vi ikke penge for de batterier, som vi afleverer – og derfor kan vi heller ikke udbetale penge for de batterier, som afleveres hos os.
Skoleklasser og foreninger - og hvorfor de ikke indsamler batterier på Langeland?
Sorteringsvejledning - til Affaldsbeholderen, Genbrugsbeholderen og Miljøkassen
I denne sorteringsguide får du overblik over, hvilke typer affald, du skal sortere.
Langeland Affald ApS
Nørrebro 207A,
5900 Rudkøbing
CVR-Nr. 32567134
EAN: 5790001898144
Kontakt
Mail: post@lef.dk
Tlf: 6351 6800
Åbningstider
Mandag – torsdag kl. 10.00 – 15.00
Fredag kl. 10:00 – 12:00