De Langelandske Kunsttårne

Et samarbejde mellem kunstnere på Langeland og Langelands Elforsyning har resulteret i et unikt kunstprojekt, som gradvist har udviklet sig siden starten i 2003. I dag rummer samarbejdet også Langeland Kommune og Turist- og Erhvervsforeningen Langeland (TEL).

Danmarks længste kunstudstilling

I anledning af Langelands Elforsyning's 100års jubilæum i 2010 blev De Langelandske Kunsttårne udvidet fra 7 tårne til nu at omfatte 12 tårne. Derved blev der basis for at definere projektet som "Danmarks længste kunstudstilling".

"De 12 Langelandske Kunsttårne giver beskueren en kunstnerisk oplevelse samtidig med, at man oplever den langelandske natur på tæt hold. Fra Nord til Syd, fra Øst til Vest, bevæger man sig rundt i et kulturlandskab samtidig med, at man kan opleve kunsten i de 12 tårne i fred og ro. Tårnene er åbne hele året rundt. Turen rundt vil altid byde på en ny oplevelse, som er forskellig for årstiderne og vejret. Denne helt unikke udstillingsform er enestående, og er foruden dette, Danmarks længste Udstilling.", skriver Bo Trolle.

I 2010 stiftedes Fonden De Langelandske Kunsttårne. Fonden har til formål at styre projektets videreførelse og samtidig vedligeholde de gamle transformatortårne. Fonden fungerer i praksis også som bindeled mellem de forskellige kunstnere, Langelands Elforsyning og TEL. 

Se meget mere på Fonden de Langelandske Kunsttårne's hjemmeside her.